I BØRNEOPDRAGELSEN...

- Skynd dig nu, ellers kommer vi for sent, råbte hun til ham.

Han var 7 år, og var begyndt på skole for et par måneder siden. Denne onsdag eftermiddag skulle han til dans. Det hørte med til god opdragelse, mente moren. Og når hun mente det, så hørte det med til god opdragelse.
Hun undlod heller ikke uafladeligt at gøre sine to søstre opmærksom på, hvor vigtigt det var for dannelsen, at børn gik på danseskole. Og når hun gik i byen for at købe pålæg i forretningen i kælderen på Østerbrogade, skulle hun da også lige fortælle, at hendes søn gik til dans. Helst blev det sagt, når forretningen var fuld af kunder, så Jensen på den anden side af disken kunne nikke med en indforstået mine, som kunne fortælle alle kunderne, at hendes søn var velopdragen, takket være hende. Hendes ansigtsudtryk kunne ikke undgå at give udtryk for en vis stolthed over denne smarte måde, budskabet om hendes gode opdragelse af sønnen blev udspredt i nabolaget.
- Ja, jeg kommer nu, råbte han ude fra badeværelset.
- Kan du så holde op med at råbe. Alle kan jo høre det. Det kommer ikke dem ved, at vi er lidt sent på den.
Han syntes egentligt ikke, at det var spor morsomt at gå til dans. Moren var altid så urolig flere timer før, de skulle tage sporvognen ind til dans. I de timer skulle han skrubbes og skures i badekarret. Hun havde købt noget parfume, som hun altid ville have, at han smurte sig ind i efter badet. Det nyvaskede hår blev redt omhyggeligt af hende med en knivskarp skilning i venstre side, og hun satte onsdag efter onsdag altid en klemme i hans hår, for at det ikke skulle falde ned i panden. Det ville se så sjusket ud.
Da han kom ud fra badeværelset iført matrostøjet og laksko hentede hun hans ulster fra knagen i gangen og sagde, at den måtte han tage på, fordi det var koldt og blæsende.
Idet de stod i gangen for at gå ud af hoveddøren inspicerede hun nervøst, om han nu var pæn og ren nok til at følges med hende. Hun tog så persianeren på, låste hoveddøren omhyggeligt, tog et par gange i håndtaget for helt at sikre sig, at døren nu også var ordentligt lukket og låst.
Nede på gaden kunne de høre lyden af en sporvogn, der nærmede sig. De skruede tempoet op og småløb hen til stoppestedet på hjørnet. En linie 4 var næsten stoppet, da de nåede stoppestedet.
- Det er vores sporvogn, sagde hun.
Der var kun få siddepladser tilbage, da de stod op i sporvognen. De fandt nogle pladser og satte sig. Hun foretrak altid forvognen, selv om hun røg. I bivognen kunne man ryge, men hun syntes, at der i bivognene altid lugtede af gammelt røg, sved og snavset tøj. Der var mere beskidt, og der flød altid mere papir og andet skidt på gulvet. Når de nu var nyvaskede og pæne i tøjet, skulle de ikke grises til af arbejdernes snavsede tøj. Efter et par stoppesteder var der ikke flere ledige siddepladser, og folk, især ældre damer, måtte stå op i gangen mellem træsæderne. Moren kiggede på sønnen og lavede et ryk opad med sit hoved, imens hun kiggede alvorligt på ham. Han reagerede ikke. Hun foretog igen dette tavse ryk med hovedet for at fortælle ham, at han skulle rejse sig op og tilbyde en af de stående siddepladsen. Han lod som ingenting og kiggede den anden vej.
Pludselig tog hun fat i kraven på hans ulster, skubbede ham væk fra pladsen og tilbød en ældre dame pladsen, alt imens hun ud af mundvigene meget vredt sagde, at de øjeblikkeligt burde stå af sporvognen og tage en sporvogn den anden vej hjem.
Han glimtede en chance for at slippe for dans, men tænkte, at hun nok ville være så rasende på ham, at han ville blive lagt i seng, hvis de kom hjem nu.
De stod af sporvognen ved cirkusbygningen og bevægede sig hen mod Tivolis hovedindgang. Hans Beck's Danseskole havde lokaler om vinteren i en vinterlukket restaurant i Tivoli. Ved hovedindgangen gjorde en venlig udseende kontrollør honnør for at vise, at det var i orden, at de havde ærinde i haven. Da de skimtede danseskolens bygning, foretog moren den sidste inspektion af sønnens påklædning og hår, og rettede lidt på hårklemmen. Ingen skulle sige, at hun ikke levede op til hendes egne forventninger til udfyldelsen af rollen som mor.
De sidste meter før danseskolens dør blev tilbagelagt i et opskruet tempo og i en bestemt og resolut gang, så sønnen måtte småløbe for at kunne følge med. Moren åbnede døren, og en forvirring af mødre og børn kom dem i møde.
- Skal du ikke bukke?...Det er Ingrids mor, fru tandlæge Møller?
Ingrid var en lille spinkel mørkhåret pige, som moren meget gerne så som sønnens dansepartner. Hun var så pæn og ordentlig og kom fra en god familie.
Moren begyndte at snakke med Ingrids mor, men sønnen opfattede ikke, hvad de talte om. Han havde travlt med tavst at tage overtøjet af, hvorefter han forsigtigt bevægede sig fra garderoben ind i danselokalet. Jo mere de andre børn talte sammen, jo mere forsigtig blev han.
Danselokalet var et rektangulært rum, hvor der var opstillet stole langs de to lange vægge. Sønnen satte sig på en ledig plads langs den væg, der var forbeholdt drengene, så langt væk fra indgangen og moren og så langt oppe ved klaveret som muligt.
Efterhånden var lokalet fyldt med siddende børn. Børnenes tale blev mere og mere sagte for til sidst at forstumme. Sønnen kunne i det fjerne kun høre morens stemme i snak med fru Møller, alt imens de to mødre satte sig på en stol ved indgangen til lokalet, hvor de kunne holde øje med børnene, når undervisningen startede. Pianisten satte sig på sin plads ved klaveret og bladrede i de noder, han havde spillet efter år efter år. Mødrenes snak stoppede.
Andægtigheden blev afbrudt, da en midaldrende herre og dame entrerede lokalet.
- Vi starter med engelsk vals. Vi vil nu vise jer nogle trin, sagde han med en venlig stemme.
Pianisten begyndte at spille den sædvanlige melodi i 3/4-dels takt, og den midaldrende herre og dame svajede smilende ud på gulvet.
- En - to - tre....en - to - tre....en - to - tre ...., begyndte de to dansende at tælle.
- Nu skal herrerne inklinere for damerne.
Det var noget af det værste. At skulle rejse sig op og gå tværs over gulvet og finde en dame at danse med. Hvis der ikke var damer nok og man blev tilovers? Sønnen havde holdt øje med, hvor Ingrid sad, så han kunne styrte hen til hende.
Der blev et spektakel af småløbende drenge, der styrtede hen over gulvet for at finde en dame.

- Herrerne kan godt gå tilbage på deres pladser igen. Man løber ikke, man går .... Nu kan I inklinere for damerne.
Herrerne bevægede sig så hurtigt de kunne uden at løbe hen mod damerne. Sønnen nåede Ingrid før nogle af de andre. Han gjorde et dybt buk for hende, og takket være klemmen faldt håret ikke ned i panden.
Mens de øvede den engelske vals, kunne han i øjenkrogene se, at moren skiftevis sad og hviskede med fru Møller og med alvorlig mine kiggede på ham.
Så snart der blev pause styrtede han ud på toilettet for at tisse, og da han kom ud, kaldte moren på ham.
- Hvordan er det din matrossløjfe sidder? Kan du ikke snart lære at rette på dit tøj? Du ser forfærdelig ud..... sådan, det var pænere. Nu kan du godt komme med hen til fru Møller og Ingrid.
Dansen om onsdagen sluttede altid af med, at de skulle slå sig løs i en polka. Af og til fandt danselærerne også ud af, at det kunne være rigtigt morsomt, hvis damerne inklinerede for herrerne. Og lige netop den onsdag var de i det humør.
Han vrikkede nervøst med enden på stolens sæde, imens han holdt fast med hænderne på sædets sider. Damerne begyndte at rejse sig op for at gå hen til den herre, de helst ville danse med.
Han prøvede at fange Ingrids blik, men hun vendte blikket bort på hendes vej over dansegulvet. Pludselig var han den herre, der stod alene tilbage uden dansepartner. Og moren sad og så det og vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv, imens hun forgæves anstrengte sig på at virke uanfægtet.
Han skulle lige pludselig sådan tisse igen og løb ud på toilettet, før det blev for sent.

Moren og sønnen forlod tavse danseskolen og bevægede sig ud i efterårsregnen for at tage sporvognen hjem.