Jo, den er god nok, jeg er en ægte jyde, fra det man kalder
smilets by - nemlig Århus!!!
Jeg har boet her i Nyborg siden 1971 og kom egentlig herover for
at arbejde som annoncekonsulent for
Dagbladet Aktuelt, som så bare lukkede
redaktionen 6 måneder efter. Jeg blev
hængende i Nyborg og er gift med Birte som
har Danseinstitut Birte her i Nyborg. Vi har
en datter, Lonni, som er 25 år.
Jeg er uddannet typograf, og har som sådan arbejdet på aviser.
Jeg arbejder nu på Hotel Nyborg Strand som
lokalemester, hvilket jeg har gjort i 10 år
den 29. januar 2007.
Det er et afvekslende job, hvor man kommer i kontakt med mange
mennesker, både prominente og ganske
almindelige.
Et job som, mener
jeg, kræver et højt serviceniveau da den
enkelte gæst jo forventer at vi er til for
dem og ikke andre. Det er et job som til
tider kræver tålmodighed og kan være ret
krævende rent fysisk.
Lige siden mit 15. år
har jeg været beskæftiget som fodboldtræner,
og har bl.a. haft fornøjelsen af at være
John Stampes, tidl. AGF, første træner
da han startede som 4-årig. Sammen med
trænerjobbet har jeg været aktiv både i
Århus og her i Nyborg.
I Århus nåede jeg at
spille 40 Jyllandsseriekampe og her i Nyborg
blev det til kampe på divisionsholdet, jeg
husker ikke hvor mange, men jeg var desværre
med til at rykke ned fra 3. division.
Som seniortræner har
jeg været i forskellige klubber her på Fyn,
nemlig Ørbæk, Avnslev, HOGG, FC Nyborg,
Hillerslev KR70 og sidst i Vindinge.
Jeg har haft glæden
ved at rykke op med HOGG (2 gange) FC Nyborg
og KR70.
Alt i alt har jeg
haft mange gode år som træner og aktiv i
dansk fodbold og lært en utrolig masse
dejlige personer at kende, hvilket jeg er
meget taknemlig over.
Gennem de sidste 27
år har jeg haft den store glæde at "arbejde"
som julemand og det har givet mig en utrolig
megen glæde, at se de mange glade
børneansigter, når julemanden pludselig
dukker op.
Dette eventyr,
startede ved en tilfældighed, nemlig da vi
på Birtes danseskole havde en julemand, som
vi ikke var helt tilfredse med. Og her var
det jeg kom til at sige til Birte: "Det gør
jeg selv næste år". Bordet fangede, da vi
nærmede os juletræsfesten, for jeg havde jo
lovet det og det gik da vist også meget
godt.
Den glæde jeg så, gav
mig bold på tanden og lyst til mere som
julemand. Det har så siden hen udviklet sig
sådan, at jeg blandt andet har været Nyborg
By`s julemand i nogle år. Herefter begyndte
jeg at tage rundt til foreninger, firmaer og
institutioner.
Jeg har været
julemand på Strandvænget, for de voksne
beboere hvor det var lidt specielt, men en
utrolig glæde og man var helt opstemt, da
man gik derfra.
Jeg har gennem flere
år haft lyst til at melde mig ind i Dansk
Julemandslaug, men har bare ikke fået det
gjort, før sidste år. Jeg var med på bakken
- i juli måned 2006 - det var meget varmt!
Men det var også nogle dage, hvor jeg endnu
mere fortrød at jeg ikke havde meldt mig ind
tidligere, men sådan er det jo.
Jeg var også med til
at åbne Tønder Juleby, hvilket var en
hyggelig oplevelse, hvor vi også var til
rigtig nissebryllup, idet to af vore nisser
blev gift på Tønder Rådhus.
Du kan se flere
billeder fra de to oplevelser her på
hjemmesiden og også finde et link til Dansk
Julemandslaug. Hvis du skulle få brug for en
julemand den 24. december, eller til et
julearrangement, så send mig en mail eller
ring 24 42 25 38, så finder vi ud af det.